|
Tekst og tegninger af Lars Rasmussen - en deltager fra Skanderborg
Tidligt om morgenen, lørdag den 9. august 2003, drog tre tapre TEAMLARS ryttere afsted fra deres trygge østjyske omgivelser, for at vinde ære og respekt i det Vestfynske.
Kaptajn Nutzhorn og undertegnede havde meldt os til Tour de Vestfyn i løbet af sommeren. Der var i starten tale om at køre Nordjylland rundt, men dette løb var dobbelt så dyrt som Tour de Vestfyn - og vi forsøger generelt ikke at betale mere end en krone pr. kilometer + transport. Det er nu også min erfaring, at depoter i "billige" løb er fuldt ud tilfredsstillende. Skal man betale det dobbelte eller mere, må man kunne forvente oksemørbrad og en god flaske rødvin for hver 100 kørte km., og det er nok ikke lige dét, som står øverst på ønskesedlen, når lungerne sidder oppe i halsen.
Starten
Lars Reng fra Ålborg-afdelingen, var cyklet en tur sydpå og havde trænet med os hele ugen. Da han hørte om planerne og Tour de Vestfyn, var han klar. Planerne havde dog på dette tidspunkt ændret sig en smule, eftersom Kaptajnen havde fået den gode idé, at vi efter løbet ligeså godt kunne cykle hjem fra Middelfart til Skanderborg ... når vi nu alligevel havde cykeltøjet på. Vi tyggede lidt på den, eftersom hverken Reng eller jeg før havde kørt en tur på over 200 km. Slet ikke, hvor de 125 km skulle køres i "løbstempo". Men selvfølgelig var det da det, vi skulle! Lars Reng kunne dog ikke få en togbillet som os andre, så han lokkede sin far til at køre os derned om morgenen (hermed en stor tak til Bent Reng, som ses i hvidt tøj til højre i billedet herunder).
Vi var mere eller mindre de første i startområdet og havde god tid og plads til at hente vores startnumre, men i løbet af en lille halv time, var det relativt beskedne område en kaotisk rotterede af ryttere og cykel-enker. Nutzhorn benyttede lejligheden til at købe et par cykelbriller til Reng, som ellers havde nydt stor succes på landevejene med sine beskyttelsesbriller fra 1998.
Som sædvanlig kunne man nu sidde og savle over cykler til både tyve og tredive tusinde kroner, mens man forsøgte at huske på, at "cyklen ikke er bedre end rytteren" osv, osv. Men en kop kaffe har man da råd til ...
Der var allerede godt gang i solen, da der lidt over kl. 10 blev kaldt til start på 125 km ruten og der blev drukket tæt af dunkene før vi overhovedet havde kørt en meter.
Kaptajn Nutzhorn, Reng og jeg stod bagerst i det 157 mand store felt og ventede på at komme afsted, medens kommentatoren skiftevis talte tid ned og fortalte om ruten, vi skulle ud på. Naturligvis pointerede han, at vi skulle huske at drikke rigeligt i den ekstreme varme. Derudover advarede han rytterne imod at bruge alle kræfterne i første halvdel af løbet - eftersom bakkerne kom til sidst. Bl.a. en 1200 meter lang djævlestigning. Reng og jeg kiggede uforstående på hinanden og tænkte den samme tanke (hvilket ikke er usædvanligt). "Vestfyn er flad som en pandekage." Denne sætning havde vi hørt mindre end et døgn tidligere og manden som havde ytret den, stod lige foran os. Vi kiggede begge på Kaptajn Nutzhorn, som forsøgte at se uskyldig ud. Han havde gjort det igen!
Vi blev skudt afsted og den store klump ryttere bevægede sig roligt ud af byen under master. Vi forsøgte at arbejde os op i den forreste halvdel af feltet, så vi sad godt når det gik løs, men det var ikke nemt - andre havde sjovt nok fået den samme idé og vi kom ikke langt nok frem. Da løbet blev givet frit, sad vi derfor i en mellemgruppe med omkring 40 km/t og kaptajnen forsøgte at få os frem. Men det var for sent - den forreste gruppe var væk og Reng og Jeg havde ikke kræfter til at køre dem ind. Vi måtte droppe planen, men nu lå vi alene.
Reng's kamp
Det blev varmere og varmere og det var stort set umuligt at udvinde ilt af luften. Reng, som jo efter eget udsagn kører på en mountainbike i støbejern, begyndte at få problemer, så vi sagtnede farten. Men han kunne stadig ikke få luft og bappede desperat på sine vandflasker. Første depot var 40 kilometer væk, så det ville ikke være sjovt at løbe tør.
Selvom Reng kæmpede med alt hvad han havde, kørte vi nu 17 km/t. Jeg var ved at være lidt nervøs for fyrens helbred og foreslog, at vi stoppede i ti minutter, så han kunne komme ovenpå, men i stedet bad han os om at køre og lade ham finde sit eget tempo. Men vi var ikke taget sammen til Vestfyn for at skilles efter tyve kilometer!
Reng insisterede dog og jeg vidste godt, hvordan han havde det. Det er ikke en skid morsomt at være dén, de andre venter på. Vi forhandlede situationen nogle gange og til sidst kørte vi.
Reng kæmpede bravt for at komme tilbage
Det er ikke en skidesjov situation og jeg havde det selvfølgelig ikke fedt med det. Reng snakkede om, at han ville køre til nærmeste by og tage et tog hjem derfra - så smadret var han og det ville kun føje spot til skade, hvis kaptajnen og jeg også stoppede. Vi regnede faktisk først med at se ham igen, når vi kom hjem - men så lang tid gik der ikke.
Nu var der kun Kaptajnen og jeg tilbage og nu skulle der arbejdes. Jeg kæmpede sammenbidt for ikke at slippe hans baghjul. Jeg aner ikke hvor hurtigt det gik, da min computer uheldigvis ikke virkede. Men jeg tror aldrig, at jeg har kørt så hurtigt så længe. Så kom depotet. De første halvtreds kilometer var tilbagelagt og vi fik tanket op af både væske, chokolade, frugt og ikke mindst skygge! Selvom man giver sig hundrede procent på cyklen, bliver huden sjældent våd, da vinden tørrer den. Men i dag pissede det ud overalt, uanset hvor hurtigt vi kørte - temperaturen på Vestfyn nærmede sig de tredive grader og at stå stille ved et depot, var næsten ikke muligt.
Så sprang vi på cyklerne igen og kaptajnen trak mig videre ud på de resterende 75 km. Vi havde holdt i ca. 10 minutter ved depotet og det havde gjort godt, så vi fortsatte videre i hårdt tempo. Det gik også godt i en halv times tid, hvorefter jeg på et halvt sekund, lukkede samtlige 8.2 bar ud af bagdækket med et skingert brag. Vi vendte cyklen og flåede slangen ud - Jeg havde arbejdet for hårdt i dag til at smide det hele væk på en punktering. Jeg havde selvfølgelig to ekstra slanger med, men da vi fik den ene i dækket og pumpede den op, fes luften ud igen et andet sted. Sådan går det når man har for travlt - jeg havde piftet den nye slange med dækjernet ... for første gang i mit liv - og så i dag. Men ok - ud med den ødelagte slange og i med en anden - tiden gik! Kaptajnen kiggede tilbage mod, hvor vi kom fra og sagde "Nu kommer Reng". Og ganske rigtigt så jeg i det fjerne Reng's orange cykeltrøje. Jeg kunne næsten ikke fatte det. Da vi forlod fyren lå han med 17 km/t og tungen slæbende på asfalten. Faktisk troede jeg, at han sad i et tog på vej mod Skanderborg nu og selvom jeg ikke rigtig forstod, hvordan det kunne lade sig gøre, var jeg meget glad for at se ham. Han var ikke udgået, men havde fundet nogle at køre med, som han kunne enes om et tempo med. Han havde kun holdt et kort depotstop og var i synligt bedre stand end da vi så ham sidst. Gensynet lappede lidt på min dårlige samvittighed. Han var stadig kørende - Sådan skal den skæres, sømand! Min sidste slange kylede jeg i en stor bue ud på marken, eftersom ventilen var for kort til fælgene. Nu lånte jeg en af Kaptajnens og efter et skandaløst slangeskift kom vi på cyklerne igen. Reng havde holdt os ved selskab under punkteringen, hvilket han senere fortrød. Nutzhorn og jeg opdagede ikke, at vi tabte ham efter få minutters kørsel. Klog af skade, forsøgte Reng dog heller ikke at hænge på, men fandt igen sin egen rytme. Men naturligvis ærgrede han sig over, at have spildt god tid på at snakke under min punktering.
Flydende asfalt
Så var vi kun to igen og kaptajnens styrkemæssige overlegenhed blev tydeligere og tydeligere. Smerten bredte sig til hele kroppen og mit knæ føltes, som om det ville eksplodere. Lårene syrede og lungerne sved. Men det skal jo gøre ondt og det var ok, for vi hentede mange af dem, som var kørt forbi os i løbet af punkteringen. På et tidspunkt troede jeg faktisk på, at vi kunne køre os ind blandt den bedste halvdel, men det var ikke længere realistisk. Senere hørte vi, at frontgruppen bare var blæst forbi depoterne med 50 km/t, så der var ingen grund til at ærgre sig over, ikke at sidde sammen med dem.
Asfalten var blevet flydende og slimet, hvilket ikke ligefrem reducerede rullemodstanden. Nylagte småsten og klæbrig asfalt blev skudt afsted i alle retninger af de forankørende. Det lød som et rent klokkespil, når de ramte stellet og det føltes som om, nogen skød til måls efter mine skinneben med et luftgevær. Igen viste hjelmen og brillerne sig som gode investeringer og de tog de fleste slag fra de sten, som Kaptajnens baghjul slyngede op. Hvis kaptajnen forventede at jeg tog føringer, blev han skuffet - jeg havde problemer nok med, bare at blive på hans hjul og sprang jeg et tråd over for at drikke, var jeg lynhurtigt 5-10 meter efter ham.
Vi var nu nået et godt stykke over halvvejen og det sidste depot blev indtaget. Nogle fynboer havde fået nys om, at de to rygere ville cykle hjem til Skanderborg efter løbet og det mente de vist ikke var nødvendigt, når der gik tog med jævne mellemrum. Jeg forsøgte kun at koncentrere mig om de 125 ... hjemturen fra Fyn måtte jeg bekymre mig om senere. Nutzhorn virkede ikke som om, at han havde kørt en eneste kilometer, men når man lige har gennemført Rendsburg-Viborgs 386 km, skal der nok lidt mere end Tour de Vestfyn til at få pulsen op. Især når man skal trækkes med en amatør på baghjulet.
De sidste 25
Som lovet, var det nu slut med de små fedtede stigninger og jeg må indrømme, at den første del af turen ikke havde haft mange bakker at byde på.
Men nu bevægede vi os ud på de sidste 25 kilometer og vi var blevet advaret. Jeg havde ikke økonomiseret med kræfterne, for jeg troede på, at jeg nok skulle komme igennem, uanset hvor ødelagt jeg var. Spørgsmålet er jo altid, hvor hurtigt det så går. Benene kørte rundt og den frygtede 1200 meter stigning blev også klaret uden de store kriser.
"Så du siger, at Vestfyn er flad som en pandekage, Kaptajn?", spurgte jeg Nutzhorn, da vi var ved at nå toppen.
- "Ja ... ligesom Danmarks Højeste Motionscykelløb.", svarede han.
- "Siger du, at Danmarks Højeste Motionscykelløb er flad som en pandekage???"
Da var jeg klar over, at kaptajnen muligvis var blevet bindegal. Han sang hele vejen op ad bakken og havde tilmed energi til give hjælpende skub til ryttere i nærheden. Da vi kom over den næste bakketop, kunne vi se Middelfart og da det begyndte at gå nedad mod byen og vandet, friskede luften op og lungerne kunne få noget af den ilt, de havde hungret efter.
Mål!
De sidste par kilometer var en blandet fornøjelse. Det var rart at vide, at man snart kunne hvile knæet, men de to kortere "familieruter" løb sammen med den "lange" rute og det krævede lidt tålmodighed at køre slalom mellem familier på fire-fem personer, som side om side brugte hele cykelstien ind mod mål. De har sikkert heller ikke synes at det var cool, at have ryttere blæsende om ørerne på sig selv og deres afkom, men vi fandt da ud af det.
Så kom vi i mål og området var totalt stoppet af mennesker. Vi stillede os i kø til tidsregistrering og efter, at en rytter havde fortalt tidtageren alt om sig selv og sine børnebørn, blev vore stregkoder registreret. Derpå fik vi udleveret diplom, medalje og et par spisebilletter.
Jeg fløj ind i Kvickly og købte lidt røg og en pakke kodimagnyler ... Hvor er man uden sin dope? Ekspeditricen måtte da også lige ytre sin undren over alle de ryttere, der som det første efter at have passeret målstregen, var inde og købe noget så usportsligt som cigaretter ... ok, jeg indrømmer - der er dårlig stil.
Nu gjaldt det så hjemturen og jeg havde lige tvunget den kvalmende sidste bid knækpølse ned oven i lungerne, da en glad Lars "Eddy" Reng pludselig prikkede mig på skulderen.
Middelfart - Skanderborg
Jeg havde gjort op med mig selv, at hvis vi kom nord for Vejle, ville jeg også komme helt hjem. Jeg havde under ingen omstændigheder planer om at ringe efter tøserne for at blive hentet ... så næsten hellere gå i asfalten. Fra nu af, var hver meter en meter mere, end jeg nogensinde før havde cyklet. Da vi havde kørt adskillige kilometer og var kommet til Jylland, var Reng væk igen. Vi havde aftalt, at han bare ville slippe os når han havde lyst og det havde han gjort. Dagen efter fortalte han dog, at han ret hurtigt havde fået det dårligt og derfor havde vendt om og taget et tog hjem fra Middelfart. Det var et klogt valg og han havde også gjort det godt den dag.
Jeg havde det faktisk ok nu, selvom bakkerne mellem Fredericia og Vejle virkede uendelige. Vi holdte ind ved en tank efter Vejle og fik en kop kaffe og en masse vand. Klokken var vel omkring 18 og det var stadig meget varmt, selvom luften nu var betydelig mere egnet til indånding.
Herfra var der nu kun omkring fyrre kilometer hjem og det føltes som om, at det var lige om hjørnet. Jeg spiste den sidste af mine gelpakker, som kaptajnen gavmildt havde sponsoreret og det gav lidt ekstra krudt.
Resten af turen kørte vi i et tempo, som tillod mig at deltage i Kaptajnens samtaler og nu kunne jeg endelig bede ham holde kæft, når han begyndte at synge - en ting, jeg havde savnet ofte i løbet af dagen.
Da vi nåede Gedved var der udsolgt. Benene gik, men der var intet i dem og jeg troede at jeg ville falde i søvn på cyklen, hvis jeg lukkede øjnene. Grænsen for, hvad jeg kunne på en cykel var nået og nu kan jeg sige, at jeg har nået den. Vi cyklede roligt gennem Skanderborg, som jo var i fuld gang med festivalen og over turens allersidste bakke, Ladegårdsbakken og steg endelig af cyklerne foran Kaptajnens bolig i Gram. Her kunne vi, efter et ekstremt påkrævet bad, sætte os til bordet og nyde cykelenkernes mad.
Og det var det! Ialt 211 kilometer og en fordobling af min egen rekord.
- Jeg er tilfreds ... og træt. |
|